Kernehusets kostpolitik

                               Daginstitutionen Kernehusets kostpolitik

                                      "Sund og glad - dejlig mad"

Børn har brug for en sund og varieret kost for at have overskud og energi til at klare en hel dags aktiviteter i institutionen.

Vi vil gerne, i samarbejde med jer forældre medvirke til, at børnene allerede i vuggestuen og børnehaven får dannet nogle gode kostvaner. Derfor har vi i daginstitutionen Kernehuset vedtaget en kostpolitik.

Det er ikke vores hensigt, at opstille forbud, men vi ønsker via dialog og holdningsudveksling, at signalere en bevidsthed om, at en sund og nærende kost er godt og vigtigt brændstof for at barnet har energi til at lege en hel dag i institutionen.

Morgenmad:

Der tilbydes morgenmad til de vuggestuebørn og børnehavebørn, som afleveres inden kl. 7.30, og som ikke har spist hjemmefra.

Morgenmaden kan bestå af økologisk havregryn eller havregrød, havrepuder, og enkelte gange økologiske grovboller eller lign. Vi tilbyder økologisk mælk eller vand til morgenmaden.

Hvis jeres barn ønsker anden morgenmad end det vi kan tilbyde, er i velkomne til at medbringe det hjemmefra.

Madpakker for børnehavebørn:

Vi opfordrer Jer forældre til at give jeres barn en sund og varieret madpakke med i børnehave. Den bør ikke indeholde slik, men har I lyst til at give jeres barn en lille "lækker hilsen" kan I lægge udskåret frugt, rosiner, lidt nødder, en ostestang, tørret frugt eller lign. med i madpakken. Vi regner med, at I giver barnet det mad med, som I mener, det skal spise.

Børnene får tilbudt årstidens grøntsager til madpakken samt økologisk mælk eller vand.

Nogle børn spiser morgenmad tidligt, og har derfor brug for at spise en mad fra madpakken om formiddagen. I skal som forældre være obs. på, at jeres barn har mad nok med og kan klare en aktiv dag i børnehaven. De voksne på stuen vil give Jer et praj, hvis de oplever, at barnet ikke får nok med hjemmefra.

Tur-madpakken:

Det vil hjælpe jeres barn rigtig meget, hvis I tænker over, at turmadderne gerne skal være nemme at spise. Madderne må gerne være "klap-sammen-madder" og helst uden pynt. Pak maden ind hver for sig, og giv gerne stave af agurk, gulerødder, ost mm. med. Ofte sidder vi steder, hvor det er vanskeligt at få fingrene vasket, så gem også gerne makrelsalaten og remouladen til en anden dag.

Middagsmad for vuggestuebørn:

Vi har det økologiske spisemærke i sølv. Det betyder at 60-90% af den mad vi serverer i vuggestuen er økologisk.



Vi har en kostansvarlig ansat, som sørger for maden til børnene i vuggestuen. Vi tilstræber naturligvis at maden er økologisk og råvarerne friske.

I vinterperioden er der som regel 3 dage med varm mad og 2 dage med kold mad/ rugbrød. Om sommeren har vi 3 dage med kold mad/ rugbrød, og to dage med varm mad. Børnene tilbydes økologisk mælk el. vand. Der varieres i kosten så der både serveres kød, fisk, grød, vegetarmad, suppe osv.  

Maden laves i vores eget køkken. Der vil være en madplan, som hænger i garderoben. Her kan I forældre følge med i, hvad børnene får serveret.

Børn under et år tilbydes modermælkserstatning efter aftale med jer forældre.

Er der specielle ting vi skal tage højde for, allergi eller lignende, så aftal det med den kostansvarlige, stuens pædagoger og oplys det på børneintra under fanen ”kosthensyn og allergier”. Skal barnet af en eller anden grund på diæt, skånekost eller andet, skal det være ”lægeordineret”.

Frugtmåltider/mellemmåltider:

Både vuggestuebørn og børnehavebørn får serveret et mellemmåltid om formiddagen og igen om eftermiddagen. Det kan bestå af årstidens frugter, lidt brød, en grovbolle, grød el.lign. Der tilbydes vand til mellemmåltidet. Vi tilstræber også her, at råvarerne er økologiske.

Frugtordning:

Kernehuset har en frugtordning for børnehavebørnene, som administreres af forældrebestyrelsen.

Frugtordningen koster 70 kr. pr. mdr. pr. indmeldt børnehavebarn. For dette beløb får barnet tilbudt frugt 2 gange dagligt + grøntsager til madpakken. Desuden kan vi i særlige tilfælde f.eks. en tur ud af huset, en cykeltur eller andet, finde på at købe en brikjuice eller lign. for pengene.

Betalingen foretages via netbank. Indbetaling til konto: 1551 1413430

Ved indbetaling påføres barnets navn og stue.